Når City Vest danner rammerne for dit arbejdsliv, og du har arbejdet 10 forskellige steder i centeret, siden du var helt lille, kan det være svært at vælge nogle få minder ud. Det er tilfældet for Søren Riis, som startede som opvasker på Mackenzie Pub og senere arbejdede sig op til at blive marketingchef – med et lille pitstop som julemand i nogle år.
I starten af 80’erne blev Søren ansat som opvasker på MacKenzie Pub I City Vest. Han fik hurtigt flere opgaver, lov at hjælpe til i køkkenet og blev buddreng for nogle af centerets butikker. På trods af de mange minder, er der især nogle, der skiller sig ud for Søren. Særligt juleaftensdag var en dag, man som medarbejder i City Vest glædede sig til.
“Jeg kan huske, at butikkerne havde åbent til klokken 12 den 24. december. Der mødtes man altid som medarbejdere på Mackenzie pub efter arbejde og fik en øl, og der var altid proppet. Nogle havde lidt længere hjem og sværere ved at komme afsted, fordi man hyggede sig, så der var tit folk, der blev hængende i flere timer. Jeg skulle heldigvis bare hjem til mine forældre, som boede tæt på.”
Sørens mor arbejdede også i City Vest som rengøringsdame hos MacKenzie Pub, og det var herigennem, Søren fik sin plads i centeret. Hans unge år blev som alt fra buddreng for Funny Shop og Fancy Girl til lærling ved skomageren. Men arbejde er ikke det eneste, Søren forbinder med City Vest.
“Vi boede jo også her i Gellerup, så jeg kom her sindssygt meget for at sige det mildt. Jeg har været her, siden jeg var knægt. Før jeg fik et arbejde her, rendte jeg også i centeret. Jeg er også blevet smidt ud af vagterne som ung dreng,” griner han.
Sørens mor, Ingeborg Riis, åbnede efter nogle år som rengøringsdame en butik, der kom til at hedde Stof Bixen. Her samledes mange af kunderne, og Stof Bixen var lige så meget en “kaffestue”, hvor der var plads til alle, som en butik.
”Alle, der kom herude og havde brug for en snak og en kop kaffe, sad ude i baglokalet og strikkede og fik en kop, mens hun ekspederede kunder. Sådan har det altid været.”
I 2005 vendte Søren efter nogle år tilbage til City Vest og skulle nu selv være med til at skabe oplevelser i centret som ’eventmand’. Kort efter sin opstart nærmede julemånederne sig, og pludselig stod City Vest uden en julemand. Tragisk, for man kunne selvfølgelig ikke holde jul i et center, uden en julemand.
“Da jeg startede ved City Vest, fandt vi så ud af, at der manglede en julemand. Jeg havde lavet børneunderholdning før og havde tryllet for børn, og jeg synes egentlig, det var meget sjovt. Men at jeg lige skulle være julemand så pludseligt, dét havde jeg ikke regnet med.”


Der gik nogle år med at balancere events og være julemand, og så overtog Søren posten som marketingchef i City Vest. I de 15 år Søren var marketingchef i centeret, forsøgte han at holde fast i nogle af de traditioner, som han selv mindes fra sin barndom. Blandt andet cirkus er en af de ting, han særligt husker.
”Der var elefanter og søløver i stalde ude på parkeringspladsen, og så optrådte de på Gåsetorvet. Jeg forbinder cirkusset med en tradition i centeret, og det, har jeg altid synes, var helt vildt fantastisk. Så det prøvede jeg også at køre videre i min tid her, men det kan også være svært at holde fast i gamle traditioner. Flere og flere ville have cirkusserne, og så blev det svært at nå at booke dem.”
Når Søren tænker tilbage på de år, han har været i City Vest, er der ét ord der skiller sig ud.
“Jeg forbinder 100 procent City Vest med glæde, fordi jeg kun har været glad for at være her. Jeg har været glad for mit arbejde – og jeg synes, her er fantastisk. Jeg har altid sagt, at her er højt til loftet, og det, synes jeg, er fedt. City Vest kan det hele og rummer alle.”