Oplevelser til din sommer i Brabrand

Vi er Brabrand

På Centertorvet kan du opleve vores store, nye kunstværk ‘Vi er Brabrand’, som er lavet i samarbejde mellem den lokale kunstner Anne Birgitte Andersen og City Vest. Med ønsket om at hylde Brabrand har City Vest kontaktet Anne Birgitte Andersen, som til dagligt er at finde i det lokale kontorfællesskab ’Kollektivbyen’. Det centrale har været at hylde Brabrand ved at bringe de ting i fokus, som de fleste fra egnen betegner som værende indbegrebet af Brabrand, og dét som de fleste elsker ved området. Når du kigger nærmere på kunstværket, er det som at gå på opdagelse i initiativer og seværdigheder fra lokalområdet – en god inspiration til sommerens oplevelser!

Vi har samlet information og tips til vores lokale favoritter, som du kan læse nedenfor.

 


Brabrand IF

Brabrand Idrætsforening er kendt for deres fællesskab og mange idrætsmuligheder, som favner alle aldersgrupper. Hos Brabrand IF tilbydes der badminton, basketball, fodbold, håndbold, gymnastik, motion, pétanque, svømning og tennis.

Fælles for de forskellige sportsgrene er, at de alle vægter det sociale liv højt. Det er bestemt ikke uvant, at der løbende bliver afholdt forskellige arrangementer, hvor alle aldre er velkomne.

Til august afholder Brabrand IF Fodbold arrangementet ‘Fantastisk Fodboldstart’. Så kender du en pige eller dreng mellem 5 og 7 år, der har en lille fodbolddrøm gemt i sig? Så er det bare med at komme afsted – barn plus en forælder – til Fantastisk Fodboldstart 16. august. Fantastisk Fodboldstart er for børn mellem 5 og 7 år, der vil prøve at spille fodbold. Alle kan være med – og det er gratis!

Vidste du… at de aarhusianske idrætsforeninger har formået at fastholde størstedelen af medlemmerne under pandemien? Kun 1 procent af medlemmerne i alle idrætsforeninger i Aarhus har valgt at stoppe.

TIP! Støt din klub! Hvis du går på opdagelse i BAReVIN i CityVest og nævner, at du er medlem af Brabrand IF, giver de 10% af dit køb til idrætsforeningen. Du kan også støtte Brabrand IF, når du afleverer din flaskepant i føtex.

 


GrimFest

GrimFest er en musikfestival i Brabrand, der denne sommer afholdes 29.-31. juli. Festivalen er placeret i hjertet af Hasle Bakker og er dermed omkranset af et kæmpe, flot naturområde. De perfekte rammer for en festival, ifølge os!

GrimFest løb af stablen for første gang i 2004 og er hvert år siden begyndelsen gæstet af både upcoming musikere og komikere af national såvel som international karakter.

Det præcise format for festivalen former sig efter myndighedernes corona-anbefalinger. En ting er dog sikkert: Der bliver en festival!

Vidste du… at navnet på festivalen er opstået, fordi den afholdes på Grimhøjgård?

TIP! Book også billet til udendørs siddekoncert i smukke omgivelser hele sommeren, når der afholdes ‘De Grimmeste Aftner’. Find sommerens program på https://grimfest.dk/de-grimmeste-aftener/

 


Brabrand Sø og Årslev Engsø

De fleste fra Brabrand og omegn kender til Brabrand Sø – og med rigtig god grund. Det fantastiske område består af et smukt landskab, gode muligheder for aktivt udeliv samt et rigt dyreliv både til lands, til vands og i luften. Du kan være så heldig se havørne, da de ofte svæver i luftlagene over søens vand!

Hele vejen rundt om Aarhus’ største sø går Brabrandstien, som giver rig mulighed for løbeture, romantiske slentreture med kæresten eller en runde på hjul – hvad enten det er i kørestol, på cykel eller barnevognsture med mødregruppen.

TIP! Naturcenter Sølyst er et besøg værd. Her finder du søde klappe-dyr samt sti og udsigtstårn ned til Brabrandstien. Læs mere om Naturcenter Sølyst på https://www.ulfiaarhus.dk/udbyder/natursamarbejdet

TIP! Oplev naturen ved Brabrand Sø og Årslev Engsø på hesteryg. Møllegaard Islandsheste tilbyder turridning med guide i det smukke område. Turene starter fra landstedet Møllegaard på toppen af Ormslev bakke, gennem skov og over mark, forbi godset Constantinsborg og ned til søerne. Så bliver det næppe mere idyllisk!

Vidste du…. at det eneste sted i Aarhus, hvor du kan opleve solnedgangen over vand er ved Brabrand Sø? For at sætte prikken over i’et på en sådan oplevelse, så lej en kano hos Aarhus Kanoudlejning på https://aarhuskanoudlejning.dk/home og oplev den idylliske solnedgang, mens du er på vandet!

Vandretur om Årslev Engsø

Har corona givet dig nogle kilometer i benene – og er du blevet helt bidt af at gå lange ture? Så har vi den perfekte vandrerute til dig! Kom med på vandretur rundt om Årslev Engsø, og nyd den smukke natur og det fantastiske dyreliv.

TIP! Book en shelterplads ved Årslev Engsø, og få en overnatning i et naturskønt område. Shelterpladsen er målrettet folk, som sætter pris på fred og ro og har brug for at trække stikket for en enkelt nat.

 


Gellerup Bypark

Kom og oplev den urbaniserede Gelleruppark som er en attraktiv, hip og levende bydel. Den grønne bypark, som fungerer som et samlingssted på tværs af alle aldre, byder på frugtlunde, verdenshaver, bærbuske, legepladser, klatretårne og udendørs sportsfaciliteter.

TIP! Hvis du ikke har set den endnu, så snyd ikke dig selv for regnbuebroen, der binder parken sammen. Hvem ved, hvad der ligger for enden…

Byparkens stier snor sig gennem dale og bakker næsten hele vejen fra City Vest til Hasle Bakker. På den måde binder den mange af Gellerups sports- og kulturfaciliteter sammen i et stort, grønt fællesrum. Har du mere lyst til at slappe af, kan du også finde sociale opholdssteder, stilleområder og grillpladser i parken, hvor du kan nyde de grønne områder.

TIP! Ved de udendørs grillområder kan du finde krydderurter, som du kan bruge i din madlavning.

Vidste du… at i den ene ende af parken, der hvor Tinesvej og Gudrunsvej mødes, finder du “Fossen”. Når det har regnet, bliver det til smukke vandfald, som også byder på sjove vandaktiviteter for børn.

 


Gellerup Art Factory på Gellerupscenen

Gellerup Art Factory er et åbent kunst- og kultursamarbejde for og af lokale aktører, der understøtter initiativer i lokalområdet. Deres samlingssted er Gellerupscenen, som de bruger til mange spændende arrangementer, men som også kan lejes ud til andre lokale kulturarrangementer som kunstprojekter, udstillinger, optrædener og meget andet.

På Gellerupscenen kan du 12. juli i forbindelse med Aarhus Jazz Festival 2021 opleve alt fra “Familiefortællinger” til boblende livemusik. Derudover er der løbende foredrag, forestillinger og koncerter på scenen.

TIP! Hold dig opdateret på Gellerup Art Factorys Facebook-side, hvor du kan følge sommerens kommende arrangementer.

 


Hasle Bakker

Hasle Bakker er et skønt, naturområde, der strækker sig 3, 5 kilometer fra de tre bakketoppe: Spiralen, Bakkekammen og Plateauet i øst og helt til True Skov i vest.

Bakkerne indbyder til leg, læring og træning med sine mange motionsruter, rastepladser med picnichytter og et dyreliv for sig: Her kan du være heldig både at se hjorte, ræve, grævlinger, harer og egern.

Lej en mountainbike og kør en tur rundt ved Hasle Bakker. Her er der masser af stier og motionsveje, så du kan udfordre dine mountainbike-skills. Du kan naturligvis også bruge din hverdagscykel. Om aftenen kan I slå jer ned ved et af Hasle Bakkers bålsteder og tilberede aftensmaden i det fri.

Vidste du… at området omkring Hasle Bakker oprindeligt skulle have været en motorvej, men Århus Byråd foreslog, at der i stedet skulle anlægges et grønt rekreativt område?

TIP! Tag på dyrespotting! Parkér gratis ved eller nær Toushøjskolen, gå hen mod den store bakke, drej til venstre ned ad en lille gangsti. Når du kommer til en sø på din venstre side, kan du gå langs søen hen mod skovområdet. Populær aktivitet for både børn og voksne!

 


City Vest

City Vest er vores lokale shoppingcenter med plads til alle og højt til loftet. Det er det ideelle shoppingcenter for dig, der ikke bare vil nøjes med et beskedent butiksudvalg, og som nyder at have to supermarkeder, en slagter, en fiskehandler og andre specialbutikker under samme tag. For at være mere præcis er der over 30 hyggelige butikker og spisesteder i City Vest.

Vidste du… at City Vest var Jyllands første center, der fik en rulletrappe?

TIP! Vil du med på gavejagt? Igen i år sælger vi vores populære sommerferiebillet med små gaver fra udvalgte butikker. Billetten købes i Informationen for 50 kroner, og så kan børnene ellers gå på jagt efter gaver i centret enten alene eller sammen med deres forældre eller bedsteforældre. Men skynd jer, billetterne bliver hurtigt udsolgt. Læs mere om feriebilletten her.

Kombinér feriebilletten med en shoppetur i City Vests butikker eller et cafébesøg. Når I først har skaffet jer en feriebillet, gælder den fra 26. juni t.o.m. 7. august. God gavejagt!

Del dine favorit-steder fra vores lokalområde med os – og andre – ved at bruge #ViErBrabrand #CityVest

Kunstner Anne Birgitte Andersen

Kunstneren bag værket, Anne Birgitte Andersen ejer Brugbar Grafik: www.brugbargrafik.dk og holder til i kontorfællesskabet ’Kollektivbyen’, der ligger placeret oven over biblioteket i Gellerup. Yderligere har hun sin webshop: www.annebirgitteandersen.dk, hvor hun sælger egne illustrationer af plakater med børnesange, akvareller af spiselige planter, portrætter, stilleben i blyant, tusch, kridt m.m. – både som originaler og kunsttryk.

Anne Birgitte Andersen er uddannet grafisk designer fra Designskolen i Kolding. Hun har i mange år arbejdet som grafisk designer og projektleder på forskellige hospitaler i Aarhus. Hun har desuden været selvstændig/freelancer af flere omgange. Anne Birgitte Andersen er selv bosat i Viby.