Den Syriske Skrædder & Square One
DET GODE HÅNDVÆRK HITTER
Har du besøgt Den Syriske Skrædder i City Vest? Manden bag skrædderen hedder Mohammad Eissa og har mange års erfaring med skrædderkunsten.
Han kom til Danmark med sin familie i 2014 fra Aleppo, da krigen tvang ham til at flygte, men inden da havde han sin egen skræddervirksomhed med 20 ansatte i den syriske storby. I Danmark er han startet forfra. Først med et praktikophold hos Strauss Skrædder i centrum af Århus og siden med sin egen virksomhed ‘Den Syriske Skrædder’, der startede i iværksætterhuset Square One og efterfølgende fik egen butik i City Vest.
“Jeg var bekymret for, om kunderne kunne finde mig, men der er hele tiden nogen. Så jeg har fået råd til at ansætte Ahmed.”
Mohammad Eissa, ejer af Den Syriske Skrædder
Hjælp fra Square One i Gellerup
Square One er et fællesskab og iværksætterhus i Gellerup, som hjælper iværksættere med at teste og udvikle idéer, og som giver både sparring og mentoring til de nye virksomhedskoncepter. De har haft stor betydning for Mohammeds skrædderbutik, fordi huset hjalp Mohammed med at etablere en virksomhed, som han kan leve af, og hjalp med at skabe et netværk via Facebook, som støtter ham og sender ham opgaver. På Facebook får han stadig forespørgsler fra både København og Ringkøbing, og i butikken får han nu masser af forespørgsler fra kunder.